Fladbrød med blomkål

Fladbrød med blomkål

Ingredienser

500 g blomkål

100 g skrællede revne rødbeder ELLER 100 g skrællede revne

gulerødder

100 g fuldkornshvedemel

100 g revet ost

4 æg

salt og peber


Sådan laver du dejen

Skær blomkål i mindre stykker, og kom det i en foodprocessor sammen med ENTEN revet rødbede ELLER revet gulerod.

Hak til konsistensen er som små ris eller couscous.

Tilsæt mel, ost, æg og krydderier, og bland dejen godt sammen.

”Dejen” er mere løs og fugtig end en almindelig brøddej.


Form brødet

Kom dejen på en bageplade med bagepapir, og tryk den ud til et rektangel på ca. 32x26 cm.

Glat dejen ud, så den er jævn og lige tyk (ca. 1 cm) over det hele. Bag den i en 200° forvarmet ovn i 20 minutter. Lad brødet køle helt af.

Vend det med papirsiden opad, og træk forsigtigt bagepapiret af. Skær brødet i passende stykker, og brug dem som rullebrød, sandwich eller som snack i madpakken.

Brødet kan fryses og opbevares i køleskab i 3-4 dage.